PRESSEMEDDELELSE FRA
DAN JØRGENSEN

Dan Jørgensen: ”Jeg vil hjem til Fyn”

Socialdemokraternes spidskandidat og stemmesluger ved sidste EU-parlamentsvalg, Dan Jørgensen, genopstiller ikke til EU-Parlamentet. I stedet søger han nu opstilling til Folketinget på Fyn. Det blev i dag besluttet på et møde mellem ham og bestyrelsen for Socialdemokraterne på Nordfyn.

Dan Jørgensen, gruppeformand for Socialdemokraterne i Bruxelles:

"Jeg er utroligt glad for at være medlem af EU-parlamentet, men efter ti år i Bruxelles er det tid til at søge nye udfordringer" "Jeg er født og opvokset i Morud.

Og selv om jeg siden har boet og arbejdet mange andre steder i Danmark og verden, er jeg stadig fuldblods fynbo. Hvilket man også kan høre på min accent", siger Jørgensen med et smil.

"Jeg blev både stolt og meget beæret da Socialdemokraterne på Nordfyn tog kontakt til mig for at høre om jeg ville være deres kandidat. Jeg tænkte grundigt over det, men var reelt aldrig i tvivl. Det kunne jeg simpelt ikke sige nej til. Jeg vil hjem til Fyn!"

Formanden for Socialdemokraterne på Nordfyn, Niels Henrik Nielsen, siger:

”Vi er utroligt glade for, at Dan har sagt ja til at komme hjem fra udlandet efter to perioder i EU-Parlamentet, hvor han har gjort et stort stykke arbejde i den socialdemokratiske gruppe.

Han har sagt ja til at blive vores kandidat til Folketinget, og vi glæder os meget til samarbejdet med ham. Han fik et flot valg her på Fyn ved sidste valg, og det håber vi naturligvis vi kan gentage til næste folketingsvalg, så vi igen kan få indflydelse i folketinget og få sat Nordfyn på landkortet. Dan har sine rødder her på Fyn, og det har været vigtigt for os at få en kandidat der kender kredsen, og vi kender også Dan som en dygtig politiker, og som en der arbejder dybt seriøst med de ting han involverer sig i”

Bjarne Corydon, finansminister:

”Det er et regulært scoop for Fyn og for Socialdemokratiet, hvis Dan Jørgensen nu vælger at fortsætte sin karriere i Folketinget. Efter snart mange succesfulde år i EU-Parlamentet glæder vi os meget til at få ham hjem til dansk politik. Jeg har kendt Dan længe og arbejdet sammen med ham da vi begge var rådgivere på Christiansborg. Han er en utrolig dygtig, hårdtarbejdende og idealistisk politiker. For mig står han som en af de absolut mest lovende og kompetente unge politikere i Danmark”

Nicolai Wammen, Europaminister og næstformand i Socialdemokraterne:

”Dan er ikke alene en god ven, han er også en knalddygtig politiker som er flittig og har opnået en stribe konkrete resultater i sin tid i EU-Parlamentet. Jeg kender Dan fra vores tid i Aarhus, men jeg ved jo godt at det fynske ophav aldrig har fornægtet sig, og at han vil være en fremragende repræsentant for alle fynboer”

Valg af Folketingskandidat sker på et kredsrepræsentantskabsmøde i Middelfartkredsen i Marts 2012. Der kan melde sig modkandidater. Men indtil videre er Dan Jørgensen eneste kandidat.

Yderligere oplysninger:

Dan Jørgensen: 29254258

Formand S Nordfyn, Niels Henrik Nielsen: 23495497

Pressemedarbejder i S, Bastian Schneider: 0032 489 581 229

Udgivet 3. december 2011